Konstantin Napoleon

Palle alene på biblioteket

2011-10-08T22:04:00.002+02:00

Jeg sætter mit sygesikringskort fast i sprækken som angivet og indtaster min 4-cifrede pinkode… Og glasdøren glider langsomt til side. Det er søndag morgen, og jeg har Skagen bibliotek helt for mig selv! Jeg kan sætte mig i bibliotekarens stol, hvis jeg har lyst. Læse morgenaviser. Surfe på nettet. Læse bøger. Tegneserier. Finde film. Alt hvad man kan på et bibliotek. Og jeg er helt alene, Palle alene på biblioteket.

Skagen bibliotek har i mine snart 50 ferie-skagboår ligget midt på hovedgaden, mellem softice-forretningen, der ikke er der mere, og aviskiosken, der for længst er lukket. Men biblioteket lå der i sin gule bygning. Med sine lidt akavede åbningstider – nogen gange fra kl 10, andre fra kl 13. Altid ikke som man havde regnet med. Men i det hyggelige bibliotekslokale fandtes alt hvad hjertet kunne begære – i barndommen af bøger, tegneserier, lp’er man kunne høre på stedet, sidenhen aviser, film, cd’er, trådløst netværk, filmklub i efterårsferien osv. osv. Biblioteket var et naturligt omdrejningspunkt for sommerferien, når der skulle checkes mail, findes en god krimi, læse lidt opdatering på Tour de France, låne en god dvd til det næsten fjernsynsfrie sommerhus.

Det kom som lidt af et chok i sommer, da det gik op for os, at Skagen bibliotek, som vi har kendt det i menneskealdre, nu lukker, godt nok for at genopstå i ny og forbedret udgave, men nede i Kappelborg, ikke længere i vores Østerby. Øv øv øv.

Sidste weekend i september var ren Indian Summer. Vi var der naturligvis, netop som Skagen er bedst – temmelig få turister, høj himmel og fantastisk lys og lune nætter pga af varmen fra havet på alle sider.

Det genopståede bibliotek, forlagt til det nye kulturcenter Kappelborg – såmænd en rigtig god ide – var første mål for byturen. Flot og lækkert indrettet, dog uden hyggen fra Sct. Laurentiivej. Forsigtigt forhørte jeg mig om der fandtes en postkasse, så man kunne aflevere sine hjemlån efter lukketid, hvis nu man skulle hjem en søndag. Joh, der er skam en postkasse udenfor, og jeg var velkommen til at lægge mine bøger og dvd’er i den – men jeg kunne jo også bare lukke mig ind med mit sygesikringskort – biblioteket har åbent hverdag fra kl 8 til 22. Hvabehar! Åbent bibliotek hedder det, når man har tillid til borgerne, og når folk på en betroet mission på kommunens ellers aflåste enemærker kan finde ud af at opføre sig ordentligt, selv om man ikke har bibliotekarernes diskrete, årvågne øjne på sig.

Ideen er jo fremragende – og ikke begrænset til Skagen, men udbredt på en lang række små-biblioteker i hele landet – og forjættende for os biblioteksnørder, der allerhelst ville kunne kigge forbi 24/7. Meeen… lur mig om ikke en grim økonomiforvaltningschef for længst har regnet ud, at her kan der virkelig spares penge på de ansatte. Og skulle det vise sig at blive konsekvensen af ”åbent bibliotek” – dårligere service - er jeg naturligvis parat til at æde min begejstring i mig igen. Kunne det redde et filialbibliotek eller to fra lukning er jeg dog aldeles positiv.

2011-06-06T22:06:00.000+02:00

Byen der ville være grim

Der var engang en lille, undseelig sjællandsk købstad, der følte sig overset. Den lignede så mange andre små, søvnige købstæder – hovedgade, torve, pladser, kirke, havn, station osv. Men der var ingen, der lagde mærke til den. Fremgang og fornyelse gik en stor bue uden om, den store læreanstalt betakkede sig og oprettede i stedet en campus i nabobyen, byens uddannelser forsvandt, industri var der ikke meget af, havnen havde ingen betydning længere, og turister så man heller ikke mange af i den lille by. Den eneste appelsin i turbanen, den lille by fik, var at en kendt tv-serie om en søvnig, provinsiel sjællandsk købstad lod sig inspirere af idyllen og lånte tre bogstaver.

Så en dag traf den lille by en beslutning! Hvis det var dét der skulle til, for at få opmærksomhed, så måtte det være sådan: den lille by ville være landets grimmeste! Så ville folk komme strømmende og sige: ”neej, hvor her her trist og grimt!” – og det var jo ikke så godt, men dårlig omtale var jo bedre end ingen omtale, så herregud, tænkte den lille by: hvis det er det, der skal til for at komme på landkortet, så gør jeg det!

Og så gik den i gang! Byens borgmester var en lille mand, men han var borgmester i rigtig mange år, så han havde masser af tid til at gennemføre sin plan. Først og fremmest skulle gamle huse rives ned. Det var meget bedre at have massevis af parkeringspladser, hvis man ville være grim, og endnu bedre, hvis man bare kunne lade de nøgne pladser ligge ubebyggede og tilgroede hen. ”Hehe”, tænkte borgmesteren, ”måske kan en pladserne en skønne dag blive opkaldt efter mig!”. Hovedgaden, som ellers lå hen som den havde set ud i 100 år var lidt mere vanskelig. Man kunne jo ikke jævne hele gaden med jorden – men som en anden ferm tandlæge rev man to store kindtænder ud af rækken og efterlod byggetomterne med høje plankeværk omkring på ubestemt tid – så kunne det vist ikke være grimmere.

Byens banegård lignede så mange andre sjællandske banegårde fra sidst i 1800-tallet, og det var et problem. Med inspiration fra Østtyskland fræsede man hele kvarteret op, byggede en kæmpevej, der masede sig tværs igennem kvarteret, og erstattede den hyggelige lille stationsbygning med et arkitektonisk monster, der kunne ligge og blinke til rådhus-monsteret på det modsatte hjørne.

Så klappede den lille by sig veltilfreds på maven og tænkte: Så kan det vist ikke blive grimmere! Men hov! Hvad med havnen? Hvad nu hvis folk finder ud af at hygge sig i det gamle havnemiljø og lave klubhuse og den slags, gøs borgmesteren. Resolut bulldozede den lille by hele havnefronten væk og opførte nogen store, grimme boligblokke, som både tog udsigten og efterlod stræder og kajer i området forblæste og tomme. Mange af husene var ligeså tomme, men heldigvis var de bedste pladser taget af banker, kontorer og borgmesteren selv, så dét område ville aldrig komme til at ligne noget, var den lille by sikker på.

Det var til stor ærgrelse for den lille by, at indkøbscentret, som lå helt ude i udkanten af byen ved omfartsvejen, faktisk løb med førstepræmien som landets ”øjebæ” nr 1, da en stor, kendt avis udskrev en konkurrence. Det var godt nok også et grimt område, hvor alle og enhver havde lov til at bygge en bygning lige så grim, som man nu bedst kunne. ”Men havde vi dog bare lagt indkøbscentret inde midt i byen!” sagde byens borgere, ”så kunne vi måske have maltrakteret nogle flere kvarterer med små snoede gader og gamle huse…

Chancen bød sig heldigvis kort tid efter. Så kom landets gamle, rige, 97-årige storkøbmand en dag forbi og talte med borgmesteren. Han havde nemlig fundet ud af, at hans berømte varehuse, som hed Phoeteks og lå i enhver by i landet, endnu ikke var kommet til den lille, søvnige og efterhånden ret grimme købstad. ”Men bemærk lige, unge mand”, sagde den gamle, ”beliggenheden er ikke ligegyldig! Sidst jeg gav en bygning væk, betingede jeg mig, at den skulle ligge på byens bedste placering, og hele kvarteret er ikke kommet sig over det endnu”, sagde storkøbmanden. ”Den klarer jeg”, sagde borgmesteren. ”Jeg har lige gaden og kvarteret, der trænger til at blive revet ned. Og så kan vi også få en masse køretøjer ind midt i byen og skabe ravage – og så må vi lave nogle flere parkeringspladser!”

Som sagt så gjort: huse blev revet ned, og varehuset voksede op i det snævre kvarter som en anden gøgeunge. Og da nedrivningsmaskinerne var blevet færdige med at skabe plads til byens nye forretning, kørte de lige en omvej hjem forbi byens kirke, hvor en gammel 1800-tals gård, en gammel bryggergård, fik en med grabben – og væk var den!

Den lille by drog et lettelsens suk: så kan det ikke blive grimmere! Den havde nået hvad den ville: at blive landets grimmeste!

Jeg er sgu næsten stolt af dig, Nyrup!

2010-11-13T20:20:00.001+01:00

Eller: det er aldrig for sent at bliver en hædersmand

Så skete det – næsten – utænkelige: jeg er enig med Nyrup. Læs lige citatet her fra pol.dk d. 11.11.10 om Finanslovens udlændingeaftale og pointsystem for udenlandske ægtefæller:

»Vi har sammenlignet udlændingepolitikken med andre europæiske lande. Og jeg kan bare sige, at det her er en europæisk bundskraber. How low can you go? Jeg er sikker på, at det her vil skade Danmark. Det er endnu en brik til at placere Danmark allernederst på stigen«

Sådan, Nyrup! Kan det siges bedre og klarere? Jeg er sgu næsten stolt af dig!

Jeg har jo altså ikke for vane at være enig med Poul Nyrup. Det er ikke sket ofte de sidste 20 års tid. Indrømmet: hans rolle i kongemordet på Auken gjorde mig ikke venligere stemt over for Socialdemokratiets nye formand fra 1992: højrefløjs socialdemokrat, hvis primære projekt det var at få partiet tilbage til magten. Og så er man parat til at lade sig presse af en skiftende portefølje af borgerlige partier, der skulle til for at sikre flertallet. Nyrup var ikke nogen stor statsminister. Tilnavnet ”Uld i mund” var nok ikke helt ufortjent, men en enkelt gang i slutningen af forrige århundrede var han da krystalklar i mælet, da den berømte bemærkning om DF, som ikke var stuerene, faldt. Men bortset fra det trak han Socialdemokratiet markant til højre og bemandede i øvrigt sine regeringer med folk som Karen Jespersen og Thorkild Simonsen.

Alligevel springer han nu mange år efter sine år som statsminister ud som klartænkende demokrat med social medfølelse og humanistisk profil.

Hvad er det dog for noget med politik? Den ene gang efter den anden oplever man fortidens iskolde, toppolitiske magtmennesker, der på deres lidt ældre dage pludselig markerer sig med bemærkelsesværdigt sympatiske synspunkter: Palle Simonsen, Knud Heinesen, Ole Espersen, Mogens Lykketoft, ja sågar også Uffe Ellemann er klare eksempler. Som ved en metamorfose er de pludselig blevet fortalere for synspunkter og holdninger, de i deres ministertid kun havde hånlatter og spark til overs for. Hvad der det dog, der sker? Er magt og politik virkelig så belastende som en altædende besættelse, der igen og igen stiller sig i vejen for almindelig anstændighed, hvis hensynet til meningsmålinger eller skumle politiske studehandler vejer tungere – hvad det som regel gør?

Den eneste danske toppolitiker i nyere tid, som aldrig har ladet sin almindelige anstændighed kompromittere af kortsigtede politiske hensyn, er Anker Jørgensen. Anker var tro mod det hele – fortid, bagland, sin egen overbevisning – selv mens han var på toppen som statsminister. Det er det stof, hædersmænd er gjort af!

Det er aldrig for sent at blive hæderlig person i dansk politik. Måske bliver man ikke en hædersmand som Anker, men så dog et hæderligt menneske. Men hvorfor skal det altid komme 10-20-30 år for sent, længe efter magtens tinder?

Coda:

Villy Søvndal: der var længe, vi troede du var indbegrebet af retskaffen hæderlighed med en upåvirkelig rygrad af god, sund politisk anstændighed. De sidste par år har der imidlertid været for mange svipsere og mærkelige sager med din signatur. Og efter den sidste kamelslugning til ære for magten – eller bare udsigten til den – er der ikke andet at sige, end at det aldrig er for sent at blive et hæderligt menneske i dansk politik igen – men indtil da kan du – for nu at citere – ”gå ad helvede til!”

Sprogpedanteri [2]

2010-04-07T21:15:00.005+02:00

Premierminister er en af mine ældste og mest sejlivede sprogfobier. Den går tilbage til min barndom, hvor jeg kan huske min far korrekse diverse tv-oplæsere, der prøvede kræfter med ordet. Han havde i en periode af sit liv været premierløjtnant, så der tror jeg han fik grundlagt sin fobi overfor udtalelsen [prømjær-]

Premierminister kommer af fransk og betyder første-minister. På fransk udtales premier [prømjé] - r'et er nemlig stumt. Hunkønsformen premiere udtales - zta ta taaa: [prømjær] - nu kan man nemlig godt høre r'et fordi der er kommet et (stumt) -e- på! Men det hedder altså [prømjé-] uanset om statsministeren er mand eller kvinde - for minister er et hankønsord. Altid. Så simpelt er det.

Når ordet alligevel i ca 90% af tilfældene udtales [prømjær-ministr] på dansk, hænger det nok sammen med den status, fransk har idag: færre og færre kan tale det.

So what. Det er ærgerligt, for det er et smukt sprog, men nu er det næsten afskaffet i skolesystemet, og så går det jo den vej.

Forresten: det hedder stadigvæk en teater-[prømjær] - evt. kan vi være lidt mindre affekterede og sige [premijær]. Men guess what isen hedder? [premjé]! :-)

Næste gang: Alt lykkes i en gasovn - det lykkes for hende - ikke: hun lykkes! Nix!

Sprogpedanteri - et selvterapeutisk forløb [1]

2010-04-02T23:06:00.000+02:00

Jeg kan ikke komme uden om det: jeg er sprogpedant. Jeg har lidt af det så længe jeg kan huske – allerede i min barndom var jeg under massivt pres fra mine forældre, navnlig min far…

Hvad er da en sprogpedant? Det er sådan en, der går (grænsende til det sygelige?) meget op i, at tingene skal være korrekte. En som underholder gud og hver man med sit bedrevidende, en blærerøv, som altid lige skal rette andre… øv!

Hvorfor så skilte med det? Findes der noget mere patetisk end læserbreve fra galhovede læsere, lyttere og seere, der liiige skal brokke sig over tidernes forfald og sproget i særdeleshed? Nej vel. Sproget ændrer sig nu engang. Kanske at Dansk Sprognævn og retskrivningsordbogen mener ét – hvis resten af befolkningen mener et andet, så er der ikke så meget at gøre. Sådan er det bare.

Det er faktisk belastende at lide af sprogpedanteri. Hele tiden mindes man om sit handikap. Fejl og mangler i mediernes tekstoplæsning, daglig snak, avisartikler – igen og igen skær det sig ind i hjernen: ”nej nej nej, det kan man altså ikke sige…”

Så nu har jeg besluttet at gøre noget ved det. Jeg skriver mig selvterapeutisk ud af det. Jeg tager dem, en for en, eller i hvert fald de 3-4-5 vigtigste, så kan vi se hvor langt vi når, fortæller om den, vender og drejer dem. Og når de er skrevet ud af systemet, er jeg kureret!

Næste gang: Premierminister – hvorfor det hedder [prømjé – ministr] og ikke [præmjære-ministr]! Fortsættelse følger!

Burkamania

2009-08-25T22:13:00.002+02:00

Sådan kan den sidste uges tid i dansk politik vist bedst karakteriseres. Noget, der havde haft bedst af at blive forbigået i tavshed - endnu et pinligt, politisk optrin, der viser intolerancen for fuld skrue - blev i stedet endevendt og diskuteret højt og lavt.

Selv den ellers sobre Deadline spurgte sig selv retorisk sidst på ugen, om dette virkelig havde været ugens vigtigste politiske begivenhed?

Nej vel? Fx så få dage efter Brorson-natten havde man nok kunnet finde vigtigere emner at tage op. Allligevel insisterede alle pressens og mediernes forgreninger på at passe os op i et konstant bombardement af debatter, eksperter og spin-analytikere. Vi er blevet trukket igennem de konservative ynkeligheder, helt ude af proportioner.

Såeh.. hvem er det mon, der sætter dagsordenen?

Cepos lukker

2008-10-15T14:13:00.001+02:00

Efter mange års energisk agitation for det frie markeds lyksaligheder og liberalismens overlegenhed har den såkaldte liberale tænketank nu besluttet at strække våben. ”Med de seneste ugers begivenheder – finanskrise, økonomisk sammenbrud og håndfaste regeringsindgreb – har vi nu erkendt, at vores mission var forfejlet. Man kan ikke overlade det til markedskræfterne at styre samfundsudviklingen”, skriver tænketankens talsmand på sin blog.

Dette kunne da godt have været virkelighed – hvis man skal drage paralleller til meldingerne fra den liberalistiske højrefløj i årene efter Sovjetunionens og Østblokkens sammenbrud i starten af 1990’erne. Dengang blev alt, hvad der bare smagte af socialister og venstrefløj i Danmark bedt om at stå til regnskab for Sovjetunionens meritter, gå bodsgang, undskylde – og faktisk helst nedlægge sig selv.

Men sådan vil jeg naturligvis ikke optræde: Cepos skal da være mere end velkommen til at fortsætte sin liberale agitation til hvem det måtte interessere. Dem er der nu nok færre af i dag.
I mens vil vi andre glæde os over at have fået fred for årtiers blålys og varm luft om markedstilpasning og den uhæmmede kapitalismes velsignelser. Ja, faktisk behøves vi måske ikke længere forholde os til snak om historiens afslutning og markedskapitalismen som menneskehedens slutmål. Ikke flere brovtende aktiespekulanter, der helt uden blusel skal delagtiggøre verden i, hvilke virksomheder og enkeltpersoner de nu præmieret eller ruineret med deres fuldstændig uproduktive sysler.
Velkommen tilbage i historien. Keynes styrer!

EM-awardisme: nationalhymner

2008-06-20T00:20:00.002+02:00

Em-awardisme: nationalhymner

Der er meget at glæde sig over for tiden. Personligt holder jeg meget af nationalsangene før hver kamp. Landenes nationalkarakter lægges frem til skue: ikke blot teksten, men også melodierne siger alt om landet! Mod nord hersker romantikken mens sydeuropæerne, ikke mindst italienerne, holder sig mere til 1800-tals sing-along-egnede operetteudtog. Kun Storbritannien falder ved siden af med en slæbende march med usmagelig tekst.
Skandinaverne hylder landskab og natur i små-kedsommelige vendinger og slatne ballader – alt det vi lige præcis ikke har haft indflydelse på - mens syd- og centraleuropæerne hylder folket og kampen, pompøst og storladent.
Den flotteste tekst: Ingen slår Marseillaisen: Tænk at få lov at skråle Aux Armes citoyens! hver gang landsholdet spiller!
Overraskelsen: Den hollandske har klart indtaget mig denne gang – med hyldest til Spaniens konge!
Den over-all-times bedst: Deutschland über alles: smukkere melodi er aldrig skrevet. De må have gjort sig særlig fortjent til den!

2008-06-11T21:47:00.000+02:00

Big Horn

Da jeg var barn holdt vi ferie i Skagen. Listen var lang hvert år over must see’s - Vippefyret, Østre mole, Vestre mole, den Tilsandede, Kandestederne, og.: Skiveren. Sidstnævnte kom godt nok et stykke nede ad listen, og der var sådan set ikke ret meget at se i Skiveren, bortset fra havet. Og så Krags hus. Min far og mor var bestemt ikke Krag-fans endsige socialdemokrater, men de indvilgede dog som regel i at køre langsomt forbi. Så kiggede jeg nysgerrigt fra min udsigtspost på bagsædet ind på raftehegnet og tænkte: der bor Krag… Jeg så ham godt nok aldrig deroppe men var stærkt fascineret.
Jeg har aldrig tilnærmelsesvist været socialdemokrat, men det kan nok ikke skjules længere, at jeg siden hen er blevet en Krag-dreng og som voksen har taget klart og utvetydigt stilling i det socialdemokratiske skisma mellem the good guys: Hedtoft, Krag, Jørgensen, Auken, og the bad guys: Hansen, Kampmann, Nyrup, Thorning-Schmidt. De venstredrejede mod de højresnoede. Nytænkerne mod konformisterne. Og derovre, blandt dem vi ikke ka’ li’, har vi altså H.C.Hansen, Danmarks statsminister i 1950’erne. ”Den lille” som han hed i den illegale periode under besættelsen - eller Big Horn, som vi jo nu kan kalde ham, amerikanernes danske informant!

Min gamle lærer i historisk metode, Claus Bjørn, skrev for nogle år siden en bog om H.C. Det slet skjulte formål med bogen var vist klart: at rehabilitere H.C. oven på den megen uheldig omtale, som blandt andet Thule-sagen og Bo Lidegaards Krag-bøger havde givet den gamle kæmpe. Op med Hansen og ned med Krag. Jeg læste aldrig bogen, men husker tydeligt anmeldelserne. Især en billedtekst, som Claus Bjørn havde forfattet til et billede af Hedtofts båre, der af en række af de socialdemokratiske koryfæer blev båret iland i Københavns havn i januar 1955: Krag ser (uforvarende?) i retning af kameralinsen, hvilket af Bjørn udlægges som, at Krag allerede var i gang med positioneringskrigen med H.C. Ved Hedtofts båre! – ”En smule pli, hr Krag” konkluderede min lærer i historisk metode (sic!) altså og lagde dermed alen til den stående strid om den rette måde at lede datidens store statsbærende parti – og såmænd også til den fortsatte ballade om, hvilken vej nutidens snart 10%’s-parti skal gå for at bevare den sidste rest af indflydelse.

Det er i og for sig ikke særlig overraskende, at det lykkedes amerikanerne under den kolde krig ikke bare at få en yderst loyal støtte i Danmark, men sågar at få placeret deres mand på rigets vigtigste post. Mere bekymrende er det måske, at kun de færreste historikere og andre eksperter, der har udtalt sig om sagen, har kunnet opvise den helt store forbløffelse eller forargelse desangående. Der var allerede blevet gættet på, at havde amerikanerne højt placerede agenter, var H.C. nok et godt bud. Man finder også udbredt forståelse for, at han handlede som han gjorde – realiteterne under den kolde krig, socialdemokratiets traditionelle antikommunisme i almindelighed og Big Horns i særdeleshed, osv. Kun Claus Bryld har kunnet opvise en kritisk stillingtagen og oprigtig forargelse. Alt i mens har Henning Tjørnehøj og Bent Jensen har holdt meeeget lav profil…

Øh..hallo? Må det stadig være tilladt at være en smule opbragt og oprigtigt forarget? Eller er vi endegyldigt nået dertil, hvor vi blot skal acceptere, at demokratiet i lange perioder – først under besættelsen, så under den kolde krig og nu under krigen mod terroren – ja, der er altid en god undskyldning for hånden – sættes ud af kraft efter behov? Tja,..: Horserød – Thulebrevet – Kejsergade – Echelon – Guantanamo – listen med eksempler på danske regeringers gradbøjning af magtens ulovlige muligheder er lang. Så hvad gør det, at statsministeren tilmed var agent for USA?
Helt ærligt, vi er lidt langt ude, ikke?